Info

Info

Pavlov sidder altid på din skulder


Tekst:
Morten Egtvedt & Cecilie Køste


Når vi træner
lydighed, skal hunden sidde, stå, ligge, løbe i mod os, løbe
ud til felt, hente apporten osv. Det er disse adfærd dommeren
giver os point for. Men samtidig med at hunden udfører disse
adfærd, forekommer også en anden type adfærd, nemlig det vi
kalder for reflekser. Reflekser kommer altid ”med i købet” når
vi træner vores hund. I dette kapitel skal vi nu se lidt
nærmere på hvad dette indebærer, og hvordan vi kan udnytte det
til vores fordel.

OPERANTE ADFÆRD
At sidde,
stå, ligge, apportere osv. er alle eksempler på operante
adfærd. De allerfleste adfærd vi ser hunden udføre, både når
vi træner lydighed og ellers i dagligdagen, er operante
adfærd. En operant adfærd kendetegnes ved at den bliver
opretholdt af en eller anden type forstærker. I
lydighedssammenhæng er denne forstærker ofte en bold, en
godbid eller lignende. (Forstærkeren kan også være at undgå
ubehag hvis hunden er trænet på andre måder).

Skematisk
ser en operant adfærd sådan ud (Chance,
1988):

Diskriminativ stimulus – adfærd –
konsekvens
F.eks.: Kommando ”sid” – hunden sætter sig –
hunden får en godbid

Skematisk ser en refleks sådan ud
(Chance,1988):

Ubetinget stimulus – ubetinget
respons
F.eks. : Mad i munden – hunden savler

Hunde
sætter sig ikke sådan bare helt uden videre. Der må være et
eller andet ved omgivelserne som fortæller hunden at ”akkurat
nu er det smart at sætte sig”. Dette kaldes for en
diskriminativ stimulus. Et eksempel på en diskriminativ
stimulus for at sætte sig kan være at du siger ”sid”, men også
bare at du står foran hunden med en godbid i hånden eller
lommen, eller at du står og laver mad ved køkkenbordet. Kort
sagt: Hvis adfærden tidligere er blevet forstærket i en
lignende situation, er det meget muligt at hunden sætter sig.
Men hvor stærk sammenhængen mellem en adfærd og en
diskriminativ stimulus er, kan variere. Det er som bekendt
ganske variabelt hvorvidt en hund sætter sig når vi siger sid
eller kommer når vi kalder på den.

OPERANT
BETINGNING

Operant betingning beskriver al læring som
omhandler det man forenklet kan kalde ”viljestyret” adfærd. Vi
kan godt sige at individet opererer på miljøet, deraf ordet
operant adfærd (Horne & Øyen, 1991).

Når vi taler
om operant betingning, eller operant læring, taler vi om
adfærd som styres af de konsekvenser (udfald) adfærden får
(Svartdal & Flaten, 2004). Hvis vi vil lære hunden at
sætte sig, giver vi den en godbid når den sætter sig. Da vil
hunden sikkert sætte sig igen fordi den har erfaret at få en
godbid når den sætter sig. Ved operant betingning er det
konsekvensen af adfærden som bestemmer om adfærden vil
gentages eller ikke (Svartdal,
1997).

REFLEKSER
Med reflekser er det
anderledes. En refleksrespons bliver altid udløst ved en
speciel stimulus (Chance, 1988). Der er en vældig stærk
binding mellem stimulusen og refleksresponsen (Chance, 1988).
Hvis lægen slår os på knæet med en hammer, sparker vores ben
altid ud (så længe vi er rimeligt raske). Hvis der pustes luft
mod vores øje, blinker vi altid. Reflekser er en automatisk,
ufrivillig og stereotyp respons udløst af en sensorisk
stimulus (Neuroanatomy, 1996).

Reflekser behøver heller
ikke at forstærkes sådan som operante adfærd (Chance, 1988).
Refleksen udløses altid af stimulusen og kan ikke gøres
hverken mere eller mindre sandsynlig ved hjælp af straf eller
forstærkning.

KLASISK BETINGNING
Ivan Pavlov
er kendt for sin forskning i klassisk betingning. Klassisk
betingning beskriver hvordan reflekser også efterhånden kan
blive udløst af stimuli der i udgangspunktet var neutrale
(Svartdal, 1997). Hvis hunden for eksempel flere gange hører
en speciel lyd lige før den får mad, vil den efterhånden
begynde at savle allerede når den hører lyden. Der findes
utallige sådanne eksempler på klassisk betingning. Hvis du ser
en skrækfilm, fornemmer du sandsynligvis at rædslen kommer
snigende i det du hører den specielle ”skrækfilmmusik”
begynde. Denne musik er tidligere parret med det at der sker
uhyggelige ting, og efter at have set et par skrækfilm
begynder hårene at rejse sig på hovedet af dig så snart du
hører musikken. Du har måske også eksempler på at du bliver
glad eller trist når du hører en anden slags musik. Det at din
hund bliver glad når du finder sporselen og sporline frem, er
også et eksempel på klassisk betingning.

DE
VIGTIGSTE REFLEKSE I HUNDETRÆNING

Hvis vi belønner med
godbidder under træning, vil hunden savle en del mens den går
lydighed (nogle hunde mere end andre). At savle er en refleks,
men om hunden savler eller ikke, betyder måske ikke så meget
for os. Det illustrerer dog alligevel at reflekser altid er
med i købet når man træner.

Selvom det ikke betyder så
meget for os om hunden savler, er der andre reflekser som er
adskilleligt vigtigere når vi træner. De vigtigste reflekser
under træning er kort sagt:
* Følelser
*
Stressniveau

Med følelser mener vi for eksempel det vi
tolker som glæde, lykke, rædsel osv. Når vi bliver glade eller
bange, sker der egentlig en hel masse forskellige
refleksresponser inde i kroppen, men i praktisk hundetræning
er det nok at referere til dette som følelser. Vi ved godt
hvordan vi selv føler os når vi bliver rigtig glade, vrede
eller bange, og det er rimeligt at tro at hunde har det på
omtrent samme måde. Vi ved også med os selv at hvordan vi
føler os, også har betydning for hvilke operante adfærd vi
udfører. Hvis vi er vrede eller sure, gør vi som regel helt
andre ting end når vi er glade og
fornøjede.

Stressniveauet styres ved at kroppen
udskiller adrenalin og en del andre hormoner. Stressniveauet
har også en indirekte indvirkning på mange operante adfærd.
Adrenalin fører blandt andet til at aktive muskler får større
blodforsyning, at hjertet slår hurtigere og til øget mental
aktivitet (Guyton & Hall, 1996).

Når en hund (eller
et menneske) har et højt stressniveau, vil den derfor som
regel udføre adfærd hurtigere og med større kraft og
intensitet. Den vil også reagere hurtigere. Højt stressniveau
kan også føre en del andre bieffekter med sig som for eksempel
at hunden let gør, at den ”farer sammen” for lyde den
sædvanligvis ikke ville have reageret på osv.

Når vi
træner på forskellige adfærd, vil både følelser og
stressniveau følge ”med i købet”. Det er derfor den kendte
dyretræner Bob Bailey ofte siger at ”Pavlov altid sidder på
din skulder”.

REFLEKSERNE FØLGER MED I
KØBET

Følelser og stressniveau udløses i udgangspunktet
af forskellige ubetingede stimuli. Rædsel udløses for eksempel
af smerte. Glæde udløses af leg, mad eller andre positive
forstærkere. Udskillelse af adrenalin (stress) udløses af
mange forskellige ting. Hunde bliver ofte stressede af at lege
med bold, af at få godbidder, af at vente i bilen, af at se
andre hunde osv. Hunde bliver også stressede af at blive udsat
for smerte (Guyton & Hall, 1996).

Når vi træner
hunden, arbejder vi mest med fokus på de operante adfærd (sid,
stå, dæk osv.), men efterhånden vil også træningssituationen
udløse flere af de nævnte reflekser. Hvis vi træner med
positiv forstærkning, vil vi efterhånden se at hunden viser
tydelige tegn på glæde når vi går ind på træningspladsen, når
vi finder træningsudstyr frem, når vi tager apportbukken frem
osv. Hvis man træner en del med ubehag, kan man derimod se små
eller store tegn på rædsel som for eksempel at hunden lægger
ørerne fladt bagud, den kryber lidt sammen, slikker sig om
munden, holder halen lavt osv.

Hunden lærer også at
forbinde et specielt stressniveau til træning. Hvis hunden
ofte har et højt stressniveau i træningssituationen, vil den
som regel stresse sig op så snart du begynder at træne. Hvis
hunden som regel er rolig under træning, vil den blive rolig
når du begynder at træne (selvom den måske var stresset før du
begyndte at træne).

UDNYT REFLEKSERNE!
Netop
det at styre hundens stressniveau op og ned til ønsket niveau,
er meget vigtigt når man arbejder med præcisionsrettet
lydighedstræning. I øvelser hvor vi ønsker stor fart og
intensitet, eller som kræver stor kraftanstrengelse fra
hunden, ønsker vi et højt stressniveau. Eksempler på sådanne
øvelser er apportering, indkald, fremadsending til felt og
spring.

I andre øvelser ønsker vi et meget lavere
stressniveau. I fællesdæk vil vi have at hunden skal være
forholdsvis rolig. I en øvelse som fri ved fod ønsker vi
derimod et middelhøjt stressniveau. Vi har også øvelser hvor
vi ønsker et højt stressniveau i en del af øvelsen, mens vi
ønsker lavere stressniveau i en anden del. I øvelsen næseprøve
ønske vi for eksempel et ganske lavt stressniveau når hunden
udvælger den rigtige pind. Men så snart den har rigtig pind i
munden, vil vi have stor eksplosiv fart ind til fører
igen.

Hvordan kan vi så opnå dette? Svaret er i
princippet ganske enkelt:
Sørg for at hunden under træning
altid er:
* rolig når du træner øvelser hvor du vil have et
lavt stressniveau,
* aktiv og ivrig når du træner øvelser
hvor du vil have et højt stressniveau.

Hvis du er nøje
med dette under træning, vil hunden efterhånden ”koble”
rigtigt stressniveau til når du begynder øvelsen. Hvis du
altid har trænet fællesdæk når hunden har været rolig, kan du
efterhånden dække hunden af mens den er stresset, og den vil
da begynde at dæmpe sig ned ganske hurtigt.
Fællesdæksituationen er blevet en betinget stimulus som
udløser stressniveauet ”at være rolig”.

Hvis du ofte
har trænet apportering mens hunden har været meget ivrig og
aktiv, vil du efterhånden se at hunden går direkte fra ”rolig”
til ”tændt” så snart du tager apportbukken frem. Når hunden ud
over at apportere også har lært at have et højt stressniveau i
forbindelse med apporteringen, er det meget lettere at få stor
fart på apporteringen end hvis man ikke havde taget lige så
meget hensyn til stressniveauet.

HVORDAN GØR MAN
DETTE I PRAKSIS?

Hvis du vil lære hunden at have et
højt stressniveau i forbindelse med en øvelse, kan du for
eksempel prøve følgende tiltag:

* Træn ”stressøvelser”
i første del af træningen

* Træn umiddelbart efter at
hunden er taget ud af bilen

* Træn efter en lang pause,
måske efter at hunden har siddet og set på andre hunde der
træner

* Beløn med højintensitetsforstærkere, det vil
sige bold, jagtleg, trækkamp – eller eventuelt vældig gode
godbidder hvis du har en godbidsjunkie

* Kør maksimalt
tre repetitioner – stop før hunden bliver træt og dæmper sig
ned

I øvelser hvor du ønsker at hunden skal være rolig,
gør du det stik modsatte:

* Træn de rolige øvelser i
sidste del af træningen når hunden er rolig og gerne lidt
træt

* Gå gerne en god tur med hunden før du starter
træningen (eller træn på ”stressøvelserne” først)

*
Belønningen skal selvfølgelig være god, men gerne af den lidt
roligere slags, for eksempel en rolig servering af
godbidder

* Kør ganske mange repetitioner – det er kun
fint hvis hunden dæmper sig endnu mere ned for hver
repetition

* Hunden bliver faktisk ofte roligere hvis
du belønner ofte. Hvis du for eksempel døjer med en hund som
stresser og piber i fri ved fod eller fællesdæk, kan det ofte
være vældig effektivt at køre sæt hvor du belønner med godbid
20-30 gange pr. minut! (Øg tiden gradvist mellem hver
belønning efterhånden som hunden dæmper sig ned).

Med
øvelser som består af flere delmomenter hvor du ønsker
forskelligt stressniveau, gælder det bare om at du træner
delmomenterne separat (med henholdsvis højt og lavt
stressniveau) et godt stykke tid før du sætter dem sammen.


Et praktisk system for en træningsaften i hundeklubben
kan derfor være at træne på ”stressøvelserne” først. Kør for
eksempel først indkald, apportering eller spring (men måske
ikke alle sammen eftersom du da risikerer at hunden allerede
er for rolig når du kommer til den tredje øvelse). Efter en
stressøvelse eller to kan du køre nogle øvelser som kræver et
middel højt stressniveau, for eksempel fri ved fod, stå, sit
eller dæk under gang, eller måske lidt delmomentstræning på at
finde midten af feltet eller lignende. Og så afslutter du
træningen med en fællesdæk når hunden er rolig og
afbalanceret.

I konkurrencer kommer fællesdækken sandt
nok først. Men pointen er imidlertid at hvis du stort set
altid har trænet fællesdæk med en rolig hund, vil hunden som
regel dæmpe sig ned så snart du dækker den af og går fra den.
Det kan dog også være en god ide at teste fællesdæk som første
øvelse i træning nogle gange før du stiller til konkurrence –
sådan for en sikkerheds skyld.

TAG UDGANGSPUNKT I
HUNDEN

Når man taler om at tage hensyn til hundens
stressniveau, kan man ikke tage udgangspunkt i en fast
opskrift og bruge denne på nøjagtig samme måde på alle hunde.
Hunde er forskellige og man må altid tage udgangspunkt i den
hund man træner. Med en border collie eller kelpie er det for
eksempel ikke lige så vigtigt altid at træne fartøvelserne
tidligt i træningen. For det første bliver farten på disse
racer ofte god nok næsten uanset hvordan du træner, for at
sætte det lidt på spidsen. Og for det andet tåler disse racer
som regel at køre flere repetitioner efter hinanden uden at de
bliver for rolige.

Vi kan tage et eksempel for at
illustrere dette. På et kursus kørte vi et pas med
fremadsending til felt. Vi kørte først nogle repetitioner med
en flatcoatet retriever. De tre første repetitioner havde
hunden fuld fart ud til feltet. Men efter den fjerde
repetition måtte vi stoppe eftersom vi så at farten begyndte
at dale. Det samme gjaldt for en rottweiler som vi kørte
efterfølgende. Derefter trænede vi med en kelpie. Med den
kørte vi over 10 repetitioner på rad, og farten var fortsat
lige god. Vi kunne sandsynligvis have kørt endnu 10
repetitioner uden at farten var gået nævneværdigt
ned.

Moralen er at det er vigtigere at tage hensyn til
at have et højt stressniveau når man træner fartøvelser med
racer som fra naturens hånd ikke er bygget til høj
fart.

Men verden er jo heldigvis lidt retfærdig. Med
hunde som er meget aktive og som ledt stresser sig op, må man
ofte tage desto større hensyn i den modsatte ende. Mens en
rottweiler godt kan tages direkte ud af bilen og gå fri ved
fod eller ligge i fællesdæk uden problemer, kan man med en
malinois eller en border collie få en masse piben og uro med i
købet hvis man gør det samme. Med en sådan hund må man derfor
være meget opmærksom på kun at træne når stressniveauet er
lavt nok til øvelsen. Med letstressede hunde kan det for
eksempel være en stor fordel at gå en lang tur før man starter
lydighedstræningen. Hvis man først har fået en hund som
stresser sig alt for meget op under træning, kan det være
vanskeligt at blive dette kvit senere. Derudover risikerer man
at forstærke piberi og bjæfferi, og får dermed også dette med
i bagagen.

STRESSNIVEAU TIDLIGT I
INDLÆRINGEN

Det vi har talt om hidtil, er måske mest
aktuelt når vi allerede er kommet et stykke på vej med
indlæringen af de forskellige øvelser. Idet vi begynder på at
træne en helt ny øvelse, er det sjældent nogen stor fordel om
hunden er meget rolig eller ”helt oppe i det røde felt”. Som
regel er det mest hensigtsmæssigt at gøre den første del af
indlæringen af en øvelse færdig med en lidt rolig eller middel
intensiv hund.

Når hunden udfører adfærden præcist,
kan vi derimod begynde at arbejde med at få større fart og
rigtigt stressniveau ind. Rent praktisk kan man for eksempel
ofte lægge mest vægt på høj forstærkningsfrekvens i starten af
indlæringen. Man bruger måske godbidder som belønning og kører
mange repetitioner efter hinanden. Når adfærden udføres
præcist, introducerer vi højkvalitetsforstærkere, vi begynder
at køre færre repetitioner ad gangen (øvelsen skal jo fungere
i første forsøg!), og man træner kun når hunden er ivrig. Man
får dermed større fart og hunden lærer efterhånden at ligge på
det ønskede stressniveau. På denne måde får vi den sidste
finish på øvelsen.

Også her er det vigtigt at tage
udgangspunkt i hunden. Erfaringsmæssigt er det sjældent noget
problem at indlære en øvelse i lavt tempo med en border
collie. Det er alligevel ikke vanskeligt at få farten op
senere. Med andre racer bør man imidlertid tage mere hensyn
til stressniveauet på et tidligere stadium af indlæringen så
hunden ikke ”sætter sig fast” på et for roligt
stressniveau.

INDLÆR EN STRESSKOMMANDO
Flere
hundetrænere har eksperimenteret lidt med en egen
stresskommando. I bogen ”Din hund en lydig hund” beskriver
Anders Hallgren noget han kalder for ”uppåt-shaping”. Hver
gang man kommer hjem fra arbejde, vil de fleste hunde være
vældig glade. Hvis man altid laver en fløjtelyd (eller en
anden lyd) når man kommer ind ad døren og hilser på hunden,
kan denne lyd efterhånden også bruges til at sætte hunden i
”happy-modus” på lydighedsbanen. Og dette kan være et praktisk
og snedigt trick lige før man skal køre en
fartøvelse.

For at det skal blive vellykket, kræver det
at du kører mange repetitioner med fløjte samtidig med at
hunden er meget glad før du begynder at bruge lyden i andre
sammenhænge (Hallgren, 2002). Du bør også fortsætte med at
parre lyden med at hunden er glad for at den også skal
fortsætte med at virke lige så godt i fremtiden (Hallgren,
2002).

Man kan også indlære en ro-kommando på samme
måde. Hvis du ofte siger ”roooolig” (eller for eksempel
snakker i et beroligende toneleje) mens hunden ligger og
slapper af, kan dette bruges senere i andre situationer hvor
du ønsker at få ro på hunden. Husk bare at det kræver en del
repetitioner før det fungerer.

OPERANTE ADFÆRD ER
FORTSAT DET VIGTIGSTE!

Hvis du synes at det med at
styre hundens stressniveau lyder vældig smart, må vi komme med
en lille advarsel til slut: Hæng dig ikke alt for meget i
dette – det vigtigste er fortsat at indlære de operante adfærd
ordentligt. Kort sagt: Indlær øvelserne ordentligt!

At
du derudover kan styre hundens stressniveau, skal du betragte
som en bonus for at få de sidste 10% forbedring. At fokusere
meget på hundens stressniveau må IKKE bruges som kamuflage for
at indlære øvelserne dårligere.

MÅLSÆTNING VS
TRÆNING

Selvom vi nu har talt meget om at man skal
træne fællesdæk når hunden er rolig, apportering når hunden er
livlig osv., er det vigtigt at have målet med træningen i
baghovedet hele tiden. Når hunden er færdigtrænet, skal den
selvfølgelig kunne udføre alle øvelser tilfredsstillende når
som helst. Den skal kunne udføre et spring eller en
apportering også når den er rolig, og den skal kunne lægges
direkte ned i fællesdæk når den kommer ud af bilen. Der er
mange eksempler på hunde som kun kan udføre en speciel øvelse
når de på forhånd er specielt ivrige (eller rolige). I så fald
er øvelsen ikke indlært godt nok.

Men i mange øvelser
er der ingen tvivl om at vi kan gøre arbejdet meget enklere
for os selv hvis vi husker at ”Pavlov altid sidder vores
skulder”.

OPSUMMERING
Når vi træner
lydighed, er det de operante adfærd som er vigtigst. Men vi
får også altid en del reflekser med i købet. De vigtigste er
følelser og stressniveau. Vi kan udnytte dette til vores
fordel når vi træner så hunden blandt andet lærer hvilket
stressniveau der hører til en bestemt øvelse. Dette gør det
enklere for eksempel at få høj fart i øvelser som kræver
dette.

Les mere i bogen Lydighetstrening
i teori og praksis
!