About

Adfærdskursus

Adfærdskursus

"FØRERHUND"


Alfa og Omega i samarbejdet med din hund er, at du er "førerhunden", det skal forstås således, at det er dig, der sætter dagsorden. I rovdyrets verden eksisterer der ikke så meget "og - hvis - og men " - det er her og nu. Hunden skal i alle situationer vide, at den bliver anført af dig, at sidespring oftest ikke tolereres. Så er resten i øvrigt slet ikke så svært.

Jeg har gennem mange år haft den store glæde at få lov at være medlem af en pæn stor hundeflok i staren ca 12-15 hunde med tiden op til 30-35 + jævnligt det løse i form af hunde, der skulle omplaceres. I dette hundeliv har jeg på lige fod med flokken deltaget i deres daglige liv og færden 24 timer i døgnet. Også jeg har måttet kæmpe for at fastholde min førerposition, specielt når nye hunde skulle indlemmes i flokken. Mange af disse har været såkaldte adfærdsvanskelige hunde, men efter ca 1 døgn i flokken, finder de deres eget jeg, og så går det hurtigt fremad. Nødvendige magtkampe kan forekomme - jeg tager min andel og forsvarer udover min egen position også flokken.

I de mange år jeg har levet sammen med min egen hundeflok, har jeg, når vi færdedes ude i terrænet i såvel gang som løb - ja selv fra hesteryg - sørget for at holde min førerplads i alle henseender. Overholdt resten af flokken ikke mine anvisninger om såvel tempo som retning, var der kontant afregning, og hurtigt var vi samlet igen. Enkelte gange har en eller flere syndere måttet erfare ubehaget ved at blive hyrdet tilbage i flokken - de unge hunde er som regel hurtige til at finde hjem, hvorimod de lidt ældre indimellem kan give indtryk af, at have forbandet god tid. Fra min side udløser dette som regel angrebs attitude om nødvendigt også fysisk, idet jeg angriber som hundene direkte på angrebspunkterne. Dette sker, hvad enten det er en af Labradorerne, Amstafferne (American Staffordshire Terrier) Bulldoggerne, Gravhunden, Jack Rus'len eller anden. Om muligt vælger jeg blot at løbe videre, og så må den/de uvorne selv løse deres problem. Denne metode er hundenes egen i den fri natur, men den går ikke helt i menneskets verden. Lidt afhængig af området man færdes i, specielt publikumspresset, må man rette ind og mane til ro og orden i flokken. Alle skal kende deres plads og opgave fuldstændig, som skulle de på jagt, handler om samarbejde. De mental stærke, oftest de ældste, fører an, de yngre retter ind. Mit "hundelige kropssprog" er alt afgørende for flokkens sammenhold, falder jeg af på den, ændres hele adfærden prompte.

Denne fremgangsmåde har jeg altid brugt i min træning og kender derfor ikke til, at hunden/hundene trækker i linen - og dette får mig frem til det evige spørgsmål fra alle andre - hvordan bærer du dig ad? Når bare du tager linen, sker der helt tydeligt et eller andet! Ja - allerede når jeg tager linen i hånden, signalerer hele mit kropssprog førerskab. Jeg starter op med tydeligt at markere overfor hunden, at jeg ikke ønsker den ved min side, at befinde sig der er noget, man skal gøre sig fortjent til adfærdsmæssigt. Ligeså snart hunden viser positiv underdanighedsadfærd (lavt logrende hale og tilbagelagte ører), "inviterer" jeg den til at følges, dette gentages helt afhængig af den enkelte hund. Når så hunden og jeg følges ad, markerer jeg let med underbenet mod hundens krop - efterlign en skiløbers hoftesving hvorved underbenet tvinges udad - i området fra ribbenene og frem mod skulderen - dette er en venlig henstilling om, at det er mig, der er forrest. Om nødvendigt markerer jeg på selve skuldersiden og foran denne, herunder også snudemarkering - og så kan der være risiko for angreb/magtkamp om førerposten. Jeg forsøger at undgå kamp ved skiftevis at bruge de venlige som de knap så venlige markeringer herunder især at markere, at hunden nu atter er uønsket ved min side. Denne hurtige vekslen mellem ønsket/uønsket adfærd medfører, at jeg stille og roligt overtager den mentale styring, og sådan skal det være. Den uønskede adfærd stoppes, ønsket adfærd træder i stedet, hvorved balancen i flokken uden yderligere tiltag atter er til stede = Borgfred.

De mere stridbare hunde risikerer lejlighedsvis direkte angreb lige ned i angrebspunktet på skulderhøjden, og så er risikoen for kamp til stede. Det er med at være hurtig på aftrækkeren - altid være en pote foran. Genfinde balancen mellem ønsket og uønsket adfærd, den/de der styrer denne adfærd, er flokledere og vil altid nyde flokkens gensidige respekt, nøglen til Borgfred.

Førerens evne til samspil mellem korrekte kropsmarkeringer kontra aflæsning af hundens reaktioner/signaler er afgørende for resultatet.

Med fremmede hunde bruger jeg 5-15 minutter på lineføring, så får ejeren snoren og når kort at opleve, at det der umulige kreatur nu pludselig er blevet helt artig - så sker der det, at hunden hurtigt fornemmer ejerens usikkerhed ,og så starter magtkampen. De fleste af mine kunder står heldigvis distancen, men det er ikke bare lige. En stor del af de hunde, der kommer til træning, er hunde med alvorlige adfærdsproblemer i forhold til ejer og andre hunde. Flere hundepsykologer m.v. har været konsulteret - så umiddelbart er det bestemt ikke nemme emner. Når hundenes egne metoder tages i brug, sker ændringerne utroligt hurtigt, og problemerne er faktisk slet ikke så store.

Det er uhyre sjældent jeg bruger en godbid - ved brug af hundenes egne metoder lykkes tingene meget enklere og hurtigere. Du er enten med i flokken på dens præmisser, herunder de hug der nu engang risikerer at falde, når man opfører sig uønsket - eller du risikerer at blive jaget på porten. Og præmisserne er ens, uanset om det handler om angst, fjollethed, dominans, aggressivitet osv. Enkelhed, effektivitet og overlevelse!
Ingen hunde giver hinanden godbidder som belønning for at opføre sig ordentligt, dette tiltag er menneskeskabt. Retten til mad = bytte er man i hundens (rovdyrets) verden parat til at kæmpe for tilsvarende retten til partner. Her gælder det om at have den mentale styring, denne virker og den respekteres. I rovdyrets verden tryner man den svage og søger den stærke. Den svage smider byttet, den stærke fastholder byttet.
Et bytte kan være mange ting, men lige nu handler det om godbidder i form af mad.

Specielt hos dyrlægen ses forskellen på de hunde, der er velopdragne, fordi det er ejeren der bestemmer -kontra de hunde, der ved brug af godbidder, forsøges overtalt til en eller anden handling, som hunden føler sig usikker overfor. Hvis ejeren havde styr på hunden, det vil sige den mentale styring, ville det give hunden den nødvendige ballast og dyrlægebesøget ville være rimeligt problemfrit.



Mine egne hunde får sjældent snor på før i 6 mdr's alderen, og vi bruger omkring 5-10 min på lineføring en gang for alle. Almindeligvis anvender jeg altid de såkaldte markprøveliner, dejlig bløde og passer til alle hunde.

Et godt tip - linen skal ligge slapt i højre hånd, således at venstre hånd er fri (omvendt for nogle). Venstre hånd føres lidt bagud, nedad som om du rækker efter en barnehånd, bliver din ”hale”. Venstre hånd "følger og fastholder hunden" ved ønsket bevægelse/fastholdelse bagud, f.eks når hunden prøver at presse sig frem - til at hænge lige ned langs kroppen, når hunden er "på plads". Et par knips med fingrene = lyd er ganske udmærket. Altså venstre hånd bagud, når hunden forsøger at overhale, venstre hånd fremad hvis hunden forsøger at trække sig bagud. Samtidig fører du højre hånd lidt frem, løfter den opad i ca brysthøjde, fører højre arm og hånd ind forbi din overkrop, sørg for rigelig snor, således at hånden bliver synlig for hunden, bøj dig let fremover samtidig med, at du fører højre hånd en anelse fremad. Hunden fokuserer på hånden og dens bevægelser, så her handler det om finmotorikken. Da du har linen i højre hånd og jævnligt kigger om mod din hund, vil din krop helt automatisk blive let venstredrejet og afrundet dvs større set med hundens øjne. Samtidig vil du automatisk komme til at bruge din krop som et pendul, og alt dette samlet får hunden ind som nr. 2 - og der skal den være!

Ved bevægelse fremad bliver du en anelse foroverbøjet med albuerne afslappet ind til kroppen - så retter du en anelse op, og når du vil stoppe, kortes og "stikkes" dine skridt, du bliver en anelse højere med tendens til stive bevægelser, overkroppen bliver en anelse mere opret, og albuerne bevæges let ud fra kroppen (du bliver større) - alt dette aflæser hundene og i øvrigt mange andre dyrearter. Disse bevægelser er helt naturlige ved f.eks ridning sammen med hundene - her kan man såmænd nøjes med at være bevidst om overkroppens bevægelser i forhold til hundene, alt det med bentøjet klarer hest og rytter helt automatisk.
I bevægelserne gentager jeg ”en anelse”, fordi det er de små signaler, der er afgørende vigtige. Mange har en tendens til at blive ”soldater” stive og strunke, sådan er det ikke her i hundens verden. Slap af - men vær samtidig klar!

Ved drejning mod højre bøjer du igen ganske let forover, højre hånd fører hundens retningssøgning/øjne venstre hånd hænger oftest ned langs siden, små hurtige klap mod låret, knips i fingrene, så plejer det at køre. Skift retning hele tiden også sidelæns og baglæns, bare du styrer dine kropsbevægelser, følger hunden dig 100%. Gå langsomt, almindeligt, småløb, hurtigere, ned i fart, stop og så af sted igen. Vær opfordrende og glad i bevægelserne, skru ned for charmen, hvis det går over i cirkus, balance igen igen, det skal være dig, der fører an. Så er det tid til en ordentlig krammer, age mundvige og øjenområde - hundenes svar på menneskets godbid - social omsorg, ikke surrogater, den ægte vare med kærlighed, hengivenhed glæde og samvær.

Har du problemer med kropssproget, så lav dig en enkelt agilitybane og træn så ovenstående ved brug af denne.

Ved at arbejde med hunden på ovenstående måde præges samspillet hund og dig imellem af ekstremt hurtigt skiftende kropssprog - man får, hvad man giver og det begge veje.

Der er normalt kun brug for forholdsvis få, men hurtige og lette ryk i halsbåndsområdet. Disse ryk påvirker nervebanerne, der står i forbindelse med hjernen. Denne smårykken svarer til at banke på, hallo er der nogen hjemme, hør lige efter! Linen fungerer mere som et redskab til at fastholde hunden og om nødvendigt at korrigere og underbygge kropssproget, altid kun med brug af smårykken. Når der ikke rykkes, er linen 100% slap. Har du brug for yderligere at markere dig, da træd hårdt og stift i jorden - yderst effektivt, og bruges af hundene indbyrdes eventuelt gøres brug af strubelyd = advarende knurren. De ligesom "kommer lidt op på tæerne" bliver stive i deres bevægelser og meget overbevisende i deres adfærd! Det samme gør du!




Billede(r)



Copyright 2002 Marianne Bløndal
+ 21.05.2016